Det frie erhverv, der kæmper for FAIR og LIGE vilkår mod urimelig statsstøttet konkurrence, holder sommerferie. Vi kæmper selvfølgelig videre efter sommeren, for det her er så uanstændigt, at det ikke skal have lov at fortsætte!
PostNord og PostNord Logistics A/S hævder hårdnakket, at hverken krydssubdiering eller urent trav finder sted på nogen måder. Det samme gør vores Transportminister, der er armslængde imellem selskaberne, fastholder han. Man undrer sig over, at ministeren siger, at PostNord Logistics er en selvstændig forretning, der drives efter et armslængdeprincip i forhold til Postnord, når man samtidig kan se, at man modtager breve, der er bragt ud gratis. Det kaldes jo om noget krydssubsidiering. At man så endnu engang, på 8 år, kom ud med et underskud, er så en helt anden sag.
Vi i foreningen er mildest talt forargede. Ikke over at PostNord Logistics hæver deres priser, det bør de jo også når de kører med underskud, for der er jo ligesom kun 2 veje at gå; omkostninger ned eller indtægter op. Om 5,2% så er nok, kan jo så diskuteres, for der ligger jo en regning på 280 mio. eksklusive forrentning, der burde betales tilbage til samfundet. Men kan man ikke betale porto selv i PostNord Logistics? Det er godt nok en lille ting, men kendetegnende for hele den kritik vi i foreningen retter imod dem.
Udover det, så står der højt og larmende PostNord A/S alle steder på kuvert og brevpapir. PostNord Logistics A/S er et selvstændigt selskab, der absolut ikke bør skrive ud i moderselskabets navn. Mailen i PostNord Logistics ligger også under PostNord. Det er måske også blot en lille ting, men selv opretholdelse af mailbokse koster penge. Havde PostNord Logistics været en selvstændig bank, som var ejet af et moderselskab, der drev anden virksomhed, så havde man sgu ikke turde gøre sådan her.
Vi i foreningen synes, at PostNord Logistics breve med gratis forsendelse i den grad taler for sig selv…
Vi ønsker alle vores medlemmer en rigtig god sommer!
Jens-Ole Larsen Talsmand og medlem af Bestyrelsen Foreningen: STOP Unfair Fragt
Dansk Erhverv har udarbejdet et spændende notat om deres politik for postområdet. I notatet giver de en vurdering af Rigsrevisionens beretning om Transportministeriets tilsyn med PostNord og EU-domstolens dom om statsstøtte til PostNord.
Læs det spændende notat ved at klikke på linket nedenunder!
EU-domstolen har i dag, onsdag d. 5/5-2021, annulleret en EU-godkendelse af dansk statsstøtte til PostNord. Godkendelsen annulleres på to ud af fem konkrete punkter: En kapitaltilførsel på en milliard danske kroner i 2017 samt fritagelsen for moms.
I Foreningen STOP Unfair Fragt er vi meget glade for den dom, der nu er faldet omkring ulovlig statsstøtte til PostNord. Baggrunden for dommen skal ses i lyset af den sag, som Danske Fragtmænd sammen med ITD har rejst omkring ulovlig statsstøtte til PostNord samt omkring forskelsbehandling via momsfritagelse. Med dommen er det en helt ny verden for PostNord, hvor man skal forholde sig til hvad der nu skal ske, og det bliver jo spændende at følge.
I Foreningen STOP Unfair Fragt er vi ikke skadefro over dommen, men vi ser på den med stor glæde. Det gør vi fordi, at det først og fremmest er en sørgelig udvikling af vores hæderkronede Røde Postvæsen, der i flere hundrede år har sørget for brevomdeling. Da man var på toppen, var det med 3 ombæringer dagligt, nu er det med lidt held en gang ugentligt, og det røde er blevet til blåt i mellemtiden.
Selve omdelingen af breve forholder vi os ikke til i Foreningen STOP Unfair Fragt. Det er en samfundsopgave at omdele breve, så længe de stadig måtte eksistere. Det er en politisk beslutning, hvorledes dette håndteres, og hvor længe man kan og vil opretholde befordringspligten, hvad enten det sker som hidtil, eller sendes i evt. udbud til private. Det vi i foreningen forholder os til, er pakkemarkedet, som ligger i PostNord. Principielt mener foreningen STOP Unfair Fragt IKKE, at det er en samfundsopgave at befordre pakker – det er der jo et hav af andre aktører, der gør. Hvorvidt staten skal drive transportvirksomhed med pakker, må politikerne afgøre, da de ejer PostNord, men hvis det fortsat skal ske som nu, så skal det være på FAIR og LIGE vilkår, hvor pakkedistribution i PostNord-regi skal kunne klare sig på et frit konkurrenceudsat marked. Som det er i dag, hvor man kan bruge det inkrementelle omkostningsprincip, og hvor der måske/måske ikke sker en sammenblanding af økonomien med den befordringspligtige del i form af brevene, så er det hverken GENNEMSKUELIGT, FAIR eller LIGE på nogen måder.
Hvad angår stykgodsmarkedet, så drives der et særskilt selskab ved navn PostNord Logistics A/S. Her har det på 7 år kostet 275 millioner kroner at drive ”vognmandsforretning”. Også her kan man bruge det inkrementelle omkostningsprincip, hvis man vil flytte omkostninger. Dette datterselskab er en kæmpe klods om benet på PostNord, og i den trængte situation, som de står i nu, så har den fortsatte drift af dette selskab ingen gang på jorden, og derfor skal det lukkes NU, for at skabe FAIR og LIGE vilkår på stykgodsmarkedet. PostNord skal jo bestemt ikke have unødvendige omkostninger, deres situation taget i betragtning.
I foreningen STOP Unfair Fragt er vi først og fremmest glade for dommen, og for det store arbejde som ITD og Danske Fragtmænd har lagt i sagen, og som belønnes med en meget klar og rigtig dom.
Udover de konsekvenser, som det har for selve PostNord, så bør det have den øjeblikkelige virkning, at man lukker sit tabsgivende datterselskab PostNord Logistics A/S – hellere i dag end i morgen.
Jens-Ole Larsen Talsmand og medlem af Bestyrelsen Foreningen: STOP Unfair Fragt
Torsdag den 22/04-2021 var der igen åbent samråd om Post Danmarks regnskabspraksis og tilsynet hermed, denne gang blot i Transportudvalget. Det er enormt spændende at se live fra TV fra Folketinget, for her opdager man virkelig noget helt nyt. Det er langt bedre end at se Vild med Dans og Den Store Bagedyst!
På samrådet i torsdags så man en trist og uoplagt transportminister, der mest af alt så ud til at have lyst til at være alle andre steder end lige der, hvor han var. Han læste en lang og ikke særlig ophidsende redegørelse op, som i bund og grund kunne have været kortet ned til 5 linjer, men det er der jo ikke særlig meget arbejde i.
Der blev spillet en del frem og tilbage, og Hans Christian Schmidt stod på mål for en del angreb, med henvisning til, at dele af den her sag skete på hans vagt. Det ved Hans Christian Schmidt godt, og han har også meldt klart ud, at man har følt sig vildledt, men at man nu kender sagens rette sammenhæng og derfor ønsker at der ageres herpå – det er jo derfor vi har åbent samråd igen.
Flere gange blev der talt om, hvorvidt krydssubsidiering er lovlig, og nej, det er det ikke, men PostNords inkrementelle omkostningsprincip er sådan set det samme, bare pakket pænere ind. Det inkrementelle omkostningsprincip er lovligt, og når det bruges, skævvrider det omkostningsfordelingen. Man kan have en vis forståelse for, hvis man i en privat virksomhed vælger at bruge penge på noget, der ikke kan bære sig selv, og at man derfor betragter det som en investering. Det vil dog typisk foregå internt i samme firma. Her er der tale om, at man tager omkostningerne fra et produkt i et datterselskab, som er en selvstændig juridisk enhed, og flytter dem over i et andet selskab, som også er et selvstændigt juridisk selskab, der i bund og grund er ejet af Hr. og Fru Danmark og Jönssons på den anden side af vandet. Vi mangler stadig at høre én af vores politikere rejse sig og sige ”Ja, det er bare helt i orden, selvfølgelig må man omfordele omkostninger, så brevproduktionen bliver dyrere end nødvendigt, og dermed kan indbringe et højere statstilskud”.
Noget af det mest chokerende på torsdagens samråd var Malte Larsen, som i bogstaveligste forstand kørte med hovedet under armen på live streaming til hele Danmark. Malte Larsen har tidligere givet udtryk for, at staten naturligvis ikke skal drive virksomhed – en virksomhed, der år efter år, med store underskud til følge, prøver at gebærde sig på et i forvejen meget konkurrenceudsat marked. Som forening blev vi meget skuffede over Malte Larsen, der denne gang gav udtryk for, at vi bare er nogen ”sure konkurrenter” til PostNord Logistics, der råber op. Nej Malte, det er vi ikke, for konkurrence kræver fair og lige vilkår, og det er det ikke, når staten år efter år propper penge i en underskudsgivende dødssejler som PostNord Logistics. Det svarer lidt til at løbe et maraton, hvor den ene får 10 km. forspring foran alle andre. Det er nok også helt fair i Malte Larsens optik. Den sympati og forståelse, Malte tidligere har udtrykt flere gange, må siges at være fordampet i forårssolen.
Fra Benny Engelbrecht lød det at ”PostNord på ingen måde er en guldrandet forretning, den er stærkt underskudsgivende”. Det er helt rigtigt Benny, men så er du vel også enig i, at den havde været 275 millioner mindre underskudsgivende, hvis ikke man havde drevet PostNord Logistics?
Alt vi ønsker er at få nogle svar! Er det statens opgave at drive privat virksomhed på markeder, hvor der i forvejen er rigelig dækning og udbud, og hvor de private aktører udgør en meget stor andel af aktørerne? Er det statens opgave at bevæge sig ind på områder, der i forvejen er rigeligt dækket og konkurrenceudsat? Hvilken tidsfrist skal der være på det, og hvilken tålmodighed man har med eksperimentet lige nu, når vi taler PostNord Logistics? Er de sidste 7 år som har kostet 275 millioner kroner + afledte konsekvenser ikke nok? Eller er tidsfristen på 10 år? 15 år? Det kunne også være rart med et svar på, hvordan man som ”investor” (for skatteydernes penge) forventer at få sin investering på de 275 millioner kroner retur igen?
Lidt fakta til beslutningsgrundlaget:
PostNord Logistics A/S er et datterselskab ejet af PostNord, der bevæger sig på stykgodsmarkedet, som er den mest konkurrenceudsatte sektor i Transportbranchen. Dette har medført, at PostNord Logistics i 7 år har haft underskud og fået tilført 275 millioner kroner. PostNord Logistics har ca. 150 ansatte. Resten er indlejrede vognmænd, hvoraf en del kommer fra Østeuropæiske lande, der udfører transporter for PostNord Logistics på vilkår, der er langt fra de danske. Til sammenligning, så er der i de virksomheder, som PostNord påfører unfair konkurrence minimum 50.000 arbejdspladser direkte og indirekte.
Der er ikke fremlagt nogen plan for, hvorledes det skal lykkes at skabe et plus og betale de 275 millioner kroner tilbage. Der er heller ikke fremlagt nogen plan for, hvornår man eventuelt vil smide håndklædet i ringen. Bestyrelsen i PostNord og PostNord Logistics tager tilsyneladende ikke ansvar for situationen. Fakta er naturligvis også, at havde man ikke drevet PostNord Logistics A/S, så havde der været 275 millioner kroner mere i pengekassen hos PostNord. Man accepterer ikke kryds-subsidiering, men man accepterer det inkrementelle omkostningsprincip, som giver præcis de samme muligheder, bare under et andet navn. Er det smageligt eller usmageligt? Er det fair eller ikke fair? Bedøm selv. Havde en privat aktør indskudt 275 millioner kroner, så ville man nok gerne have en forrentning på minimum 7 %, svarende til lige omkring 20 millioner kroner. Det ser man jo tydeligvis helt bort fra her, åbenbart.
Man kan vel alt i alt sige, at staten åbenbart ønsker at drive privat virksomhed, men uden at agere på private vilkår, hverken når vi snakker ansvarlighed med skattekroner, forrentning af investering, krav til overskudsgrad, plan for nedlukning af tabsgivende aktiviteter eller for en korrekt omkostningsfordeling, når man har det inkrementelle omkostningsprincip. Det lyder godt nok som fair og ordentligt i vores øre.
Det er dejligt at vores politikere arbejder med sagen, men det er da fuldstændig vanvittigt, hvis de synes, at det her på nogen måde er gavnligt for vores samfund. Så kære politikere – det kommer altså ikke til at lugte mindre, bare fordi I forholder jer passivt.
Jens-Ole Larsen Talsmand og medlem af Bestyrelsen Foreningen: STOP Unfair Fragt
Åbent samråd med transportministeren om tilsynet med Post Danmarks regnskabspraksis d. 18-03-2021.
På samrådet bragte flere af Venstre’s folketingsmedlemmer det såkaldte inkrementelle omkostningsprincip, som anvendes i PostNord, på banen. Bekymringen fra Venstre’s folketingsmedlemmer går på, at PostNord kan have ført regnskab på en måde, som ganske rigtigt ikke er i uoverensstemmelse med dansk lovgivning, men som gør det muligt for selskabet at lægge omkostningerne fra det ikke-befordringspligtige område; omdeling af gods eller pakker, over på det befordringspligtige område – et område, hvor den danske stat betaler for omdeling af breve og pakker – således Post Danmark får udgiften, mens PostNord Logistics, der konkurrerer intenst med de private virksomheder, slipper for disse omkostninger.
Venstre gav på torsdagens samråd udtryk for, at partiet ønsker at indkalde transportminister Benny Engelbrecht til endnu et samråd om Post Danmarks regnskabspraksis.
I mødet deltog Jens Joel (S), Troels Lund Poulsen (V), Benny Engelbrecht (S), Niels Flemming Hansen (KF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Hans Christian Schmidt (V), Erling Bonnesen og Marcus Knuth (KF).
”Det er min forventning, at klagerne ville give anledning til, at Kommissionen ser nærmere på de forhold, der kritiseres af Rigsrevisionen…”
Et internt brev fra transportminister Benny Engelbrecht til folketingets postordførere afslører, at behandlingen af den kommende postlov, er udskudt. Baggrunden for beslutningen skyldes, at EU vil kulegrave den regnskabspraksis og selskabskonstruktion, der er mellem den danske stat og PostNord. EU-undersøgelsen kommer i forlængelse af, at Rigsrevisionen i januar kritiserede tilsynet med PostNord.
Og ministeren erkender da også, at en sådan undersøgelse kommer til at tage lang tid:
”Det er erfaringen fra lignende sager, at Kommissionens undersøgelser kan have en varighed af flere måneder.”
I foreningen Stop Unfair Fragt ser man kommissionsundersøgelsen som endnu et nederlag til ministeren i det, der vel efterhånden kan kaldes PostNord-skandalen.
”Ministeren er en presset mand. Først kom Rigsrevisionens kritik, og nu går EU ind i sagen. Jeg tror godt, at han ved, der er noget helt galt i PostNord’s måde at bruge skatteborgernes penge på. Vi har jo i årevis prøvet at gøre politikerne opmærksomme på datterselskabet PostNord Logistics’ konkurrenceforvridende ageren på markedet. Staten skal ikke støtte unfair konkurrence ved at betale PostNord Logistics voldsomme underskud år efter år”, siger Jens-Ole Larsen, talsmand i foreningen Stop Unfair Fragt
For yderligere kontakt: Jens-Ole Larsen. Mob: 22107380
Læs hele brevet herunder. Klik på nedenstående link.
Transportminister Benny Engelbrecht (A) er kaldt i samråd efter kritik af tilsynet med PostNords økonomi. ”Det virker som om, at ministeren har mistet overblikket over PostNords uigennemskuelige konstruktion. Han må kræve, at alt bliver lagt frem”, siger talsmand.
I kølvandet på Rigsrevisionens længe ventede rapport om PostNords danske regnskaber, afkræver flere politikere svar fra transportminister Benny Engelbrecht. I næsten et år har statsrevisorerne forsøgt at komme til bunds i, hvordan økonomien hænger sammen.
Rigsrevisionen kritiserer Transportministeriets tilsyn med regnskaberne, men hvad værre er, så er det heller ikke lykkedes statsrevisorerne at skabe klarhed over, hvordan økonomien og hele selskabskontruktionen hænger sammen imellem ministeriet, PostNord og dets datterselskaber. Det skal nu opklares, mener blandt andet Troels Lund Poulsen (V) og Erling Bonnesen (V), der begge har kaldt ministeren i samråd. Og selvom Kristian Skov Petersen, talsmand i foreningen Stop Unfair Fragt, hilser samrådet velkomment, er det nu tid til at komme et spadestik dybere i forhold til PostNord og datterselskabet PostNord Logistics.
Skatteborgerne betaler regningen
”Danske transportfirmaer og chauffører har i årevis forsøgt at få svar på vores spørgsmål om økonomien mellem PostNord og især datterselskabet PostNord Logistics, der indtil nu har kostet danske skatteborgere mindst 275 mio. kroner. Nu kritiserer Rigsrevisionen også, at både konstruktionen og økonomien er uigennemsigtig. Derfor bør alt lægges frem, siger Kristian Skov Petersen.
Det er især PostNords anvendelse af det såkaldte incremental cost princip, der er fokus på, og som også skal rejses i samrådet. Incremental cost betyder i sin enkelthed, at PostNord betaler hele transporten af det stykgods, som datterselskabet PostNord Logistics transporterer – så længe der er bare et brev med i lastbilen. Og det mener Kristian Skov Petersen er stærkt konkurrenceforvridende.
”Det er absurd, at et statsstøttet firma driver konkurrence på det frie stykgodsmarked. Når man i årevis kan køre med et underskud, som i sidste betales af skatten via PostNord, så giver det ikke kun PostNord Logistics mulighed for at holde priserne nede – men de udkonkurrerer også de private vognmænd herhjemme. Og det er unfair, siger Kristian Skov Petersen.
Konkurrencen skal være fair
Foreningen Stop Unfair Fragt er ifølge Kristian Skov Petersen, blevet etableret for at gøre danskerne opmærksomme på den unfair konkurrence, som staten indirekte støtter. Det er ikke foreningens mål at stoppe omdelingen af breve, som PostNord gør – men stoppe datterselskabet PostNord Logistics virke på det private stykgodsmarked.
”Vi har intet imod konkurrence. Det skal bare være på fair vilkår. Det er simpelthen ikke ok, at PostNord Logistics, der i årevis har kørt med underskud – sender regningen videre til PostNord – og dermed til skatteborgerne”, siger talsmanden.
Han forventer, at ministeren vil kræve PostNords selskabskonstruktion og økonomi kulegravet inden samrådet, så der endelig kan komme klare svar.
”Nu har vi brug for at få svar. Der er brugt så mange millioner kroner på noget, der ikke fungerer og ingen – ikke engang Rigsrevisionen – har kunnet få udleveret vigtige oplysninger fra PostNord. Nu skal vi have svar – ikke kun for branchens skyld – men for alle skatteborgeres skyld”, siger Kristian Skov Petersen
Foreningen Stop Unfair Fragt vil have kulegravet PostNord og datterselskabet PostNord Logistics’ mudrede selskabskonstruktion. ”Alt bør lægges frem, og misbruget af skatteborgernes penge skal stoppes”, siger talsmand.
Fredag d. 15. januar kom Rigsrevisionens længe ventede rapport om PostNords danske regnskaber. I næsten et år har statsrevisorerne forsøgt at komme til bunds i, hvordan økonomien hænger sammen. Men selv om Rigsrevisionen kritiserer Transportministeriets tilsyn med regnskaberne, så er det heller ikke lykkedes statsrevisorerne at skabe klarhed over, hvordan det hele hænger sammen. Og det er simpelthen ikke i orden, mener talsmand i Foreningen Stop Unfair Fragt, Jens-Ole Larsen.
”Det var egentligt meningen, at Rigsrevisionens skulle kulegrave PostNords regnskaber, men på grund af det uigennemskuelige ejerforhold er det ikke lykkedes for dem. Og det er dybt bekymrende”, siger Jens-Ole Larsen.
Har kostet danske skatteydere 275 mio. kroner
Han er en af grundlæggerne af foreningen Stop Unfair Fragt, som har til formål at stoppe staten i at støtte konkurrenceforvridende og unfair fragt ved at poste flere hundrede millioner skattekroner i PostNord Logistics via det statsejede PostNord. Dermed kan PostNord Logistics år efter år køre med konstant underskud uden at være nervøse for at gå konkurs.
”I årevis har vi råbt op om det absurde i, at en statsstøttet virksomhed driver konkurrence på det frie marked. Staten har brugt næsten 300 mio. skattekroner på at fremme unfair og ulige konkurrence på stykgodsmarkedet. Samtidig er PostNords selskabskonstruktion så mudret, at ikke engang statsrevisorerne kan få ordentligt adgang til regnskaberne i et statsejet selskab. Hvad prøver de at skjule?”, siger talsmanden, der kræver, at alt bør lægges frem for offentligheden.
Et brev betaler flere tons godskørsel
Men det er især PostNords anvendelse af det såkaldte incremental cost princip, som får de danske chauffører og private transportfirmaer til at se rødt.
”Det betyder i alt sin enkelthed, at hvis PostNord Logistics kører 38 tons gods fra Skagen til Gedser, men samtidig har et brev med i lasten, så er det brevet, der bærer hele omkostningen. Dermed kan PostNord Logistics bare sende regningen videre til moderselskabet, det statsejede PostNord, som så betaler hele transporten. Så kan PostNord Logistics i princippet klare sig med langt lavere priser på stykgods, da staten reelt set betaler prisen og underskuddet. Det er hamrende unfair i forhold til alle de mange private aktører herhjemme, der konkurrerer på lige vilkår. Og det skal stoppes nu”, siger Jens-Ole Larsen.
Forening skal skabe pres
Jens-Ole Larsen håber, at transportminister Benny Engelbrecht (A) snart begynder at indse, at den statsstøttede og ulige konkurrence bør stoppes.
”Vi håber – men vi tror ikke på det. Ministeren er flere gange blevet gjort opmærksom på problemet. Og i vores optik virker det som om, at han ikke har fået eller afkrævet tilbundsgående svar fra PostNords ledelse. Det er jo blandt andet også noget af det, som ministeren og Trafikstyrelsen bliver kritiseret for af Rigsrevisionen. Vi synes, at der bliver skøjtet lidt let og elegant hen over det hele. Vi vil egentligt også gerne vide, om de oplysninger, som nogle whistleblowers har givet ministeriet om PostNord, er blevet taget alvorligt. Vi bliver simpelthen nødt til at få sandheden frem”, siger Jens-Ole Larsen.
Derfor har han – sammen med andre i transportbranchen – oprettet Stop Unfair Fragt.
”Vi håber, at foreningen kan skabe opmærksomhed og få danskernes og mediernes øjne op for, hvor mange millioner staten poster i et statsejet firma, der skaber ulige konkurrence og i sidste ende tvinger private chauffører og firmaer ud i arbejdsløshed og konkurs. Forhåbentligt kan vi lægge så stort et pres, at transportministeren får lukket ned for PostNords datterselskab PostNord Logitics. Det er den eneste fair løsning – ikke kun for os i branchen – men også for alle os skatteborgere”, siger Jens-Ole Larsen.
275 mio. kroner. Så meget har PostNord Logistics A/S fået i kapitalindskud fra 2013-2019. Pengene? De kommer såmænd fra dig og mig.
PostNord Logistics A/S er 100 procent ejet af PostNord Group AB – som den danske og svenske stat ejer. Så kort sagt, er det dine skattekoner, der hvert år fylder firmaets tomme pengekasse.
Hvis PostNord Logistics blev drevet på helt almindelige markedsvilkår, så ville det være gået konkurs for længe siden. Men år efter år holder politikerne hånden under og lader hele menageriet rulle videre. Og det rammer de danske chauffører og vognmænd hårdt. For de kan ikke konkurrere mod et firma, som reddes af statens bugnende skattekiste år efter år.
Det er unfair – og det skal stoppes! Staten skal ikke støtte unfair konkurrence og sende vores fælles skattekroner til PostNord Logistics A/S!
Støt vores forening – like os på LinkedIn – og fortæl om os i din omgangskreds. Sammen kan vi stoppe unfair fragt.